Countdown: 3 dage til 3F Superliga

18.07.2023 07:24

Sæsonpremieren i 3F Superliga nærmer sig med hastige skridt, og der er nu blot 3 dage til 2023-24 sæsonen sparkes i gang. Vi går hver af de 12 klubber igennem i sømmene og kigger i dag på AGF, der blev nr. 3 og sikrede det andet sæt medaljer i de seneste fire sæsoner. 

 

Stadion: Ceres Park
Kapacitet: 19.433

 

Som forvandlet

I 2021-22 sæsonen sluttede AGF på 10. pladsen og undgik med det yderste af neglene nedrykning, så forventningerne var ikke ligefrem skyhøje, da cheftræner Uwe Rösler mødte ind på første arbejdsdag i sommeren 2022. Den tyske cheftræner lagde godt fra land og fik hurtigt holdet på rette spor med fire sejre i sæsonens første seks kampe. Herefter mistede 'De Hviie' dog en smule momentum og endte med at overvintre på en syvendeplads.

Vinterpausen var god for AGF, der kom blæsende ud af startblokken til forårets første kampe. Fem spillerunder senere var århusianerne placeret på fjerdepladsen, og menuen stod derfor på Mesterskabsspil og medaljekamp i Aarhus.

AGF var en af de mest stabilt spillende hold i 2023 og var forårets næstbedste hold med et pointsnit på 1,93. Før sidste spillerunde var AGF placeret på tredjepladsen med samme pointantal som Viborg FF, og der ventede en nervepirrende 32. og sidste spillerunde hjemme på Ceres Park. Uwe Röslers tropper var bagud med 0-3 mod Brøndby IF og spillede 10 mod 11, da de leverede sæsonens nok vildeste comeback. På fantastisk fight og vilje lykkedes det AGF at kæmpe sig tilbage og spille 3-3. Det betød, at bronzemedaljerne kunne hænges om halsen på spillerne. De samme spillere som blot et år forinden var ét point fra at rykke ud af landets bedste fodboldrække. 

 

Mere metal i Århus?
Der må have været god stemning i AGF og Aarhus i sommerpausen. Klubben leverede et fremragende forår båret af en stærk defensiv og med fine offensive tendenser. AGF var det hold, der lukkede klart færrest mål ind i 2022-23 sæsonen. Kun 31 gange fik modstanderne netmaskerne til at blafre. Fire mål færre end FC Nordsjælland, der lukkede næstfærrest mål ind. AGF defensiven tillod kun 341 afslutninger mod Jesper Hansen i målet og kun 31,6 i xG imod. Klart bedst af alle hold i ligaen.

I den anden ende af banen viste rutinerede Patrick Mortensen igen skarpheden. Især fra straffesparkspletten viste AGF anføreren igen, at han har is løbende i årerne. Angriberen sluttede som nummer to på topscorerlisten med 16 mål. Pilen peger i den grad opad for AGF som ligner et hold, der kommer til at kæmpe med helt i toppen af tabellen.

 

Nøglespillere

Felix Beijmo er hurtigt blevet en fanfavorit i Århus. AGF lejede svenskeren i Malmö FF i vinterens transfervindue, og han spillede de sidste 14 kampe for bronzevinderne. I de 14 kampe var AGF den klub, der lukkede færrest mål ind. Her krydrede højrebacken stærke defensive præstationer med tre assists. Århusianerne har derfor gjort det til en af de vigtigste prioriteter i sommerens transfervindue at købe Felix Beijmo i Malmö FF. 

Patrick Mortensen har været AGF's vigtigste offensive spiller AGF, siden han kom til klubben fra norsk fodbold i starten af 2019. Han er holdets anfører og har været århusianernes topscorer i hver af de sidste fem sæsoner. Set over de sidste fem sæsoner har Patrick Mortensen haft sidste fod på næsten hver tredje AGF scoring. Angriberen får derfor en nøglerolle i 2023-24 sæsonen.

 

Fun fact

AGF var 3F Superligas farligste hold på dødbolde i sidste sæson. Hele 17 gange scorede århusianerne efter standardsituationer - straffespark inkluderet. 

 

Sommerens transfervindue

Tilgange
Michael Akoto (Dynamo Dresden)
Frederik Ihler (Skive IK)
Zachary Duncan (Perth Glory)
Alexander Munksgaard (Aalesunds FK)
Felix Beijmo (Malmö FF)
Tobias Bech (FC Ingolstadt)
Magnus Knudsen (FK Rostov)
Janni Serra (Arminia Bielefeld)

 

Afgange
Oliver Lund (Kontraktudløb)
Per Kristian Bråtveit (Kontraktudløb)
Dawid Kurminowski (Zaglebie Lubin)
Jelle Duin (AZ Alkmaar)
Yann Aurel Bisseck (FC Internazionale Milano)

 

Kampprogram
AGF sparker 2023-24 sæsonen i gang med to hjemmekampe mod henholdsvis Vejle Boldklub og FC Nordsjælland. Herefter følger kampe mod Hvidovre IF, Silkeborg IF, OB, Lyngby Boldklub og FC Midtjylland. Et på papiret fint startprogram der bør kaste mange point af sig.

 

Cheftræner

Uwe Rösler


Spillertrup

Målmænd
Jesper Hansen
Jonathan Hutters

Forsvar
Felix Beijmo
Frederik Tingager
Tobias Mølgaard
Eric Kahl
Thomas Thiesson Kristensen
Mikkel Kannegaard Kristensen
Jacob Andersen
Michael Akoto

 

Midtbane
Nicolai Poulsen
Mads Emil Madsen
Mikael Anderson
Gift Links
Magnus Knudsen
Kevin Yakob
Mikkel Duelund
Peter Bjur
Benjamin Hvidt
Zachary Duncan
Adam Daghim
Frederik Brandhof
Mathias Sauer

 

Angreb
Patrick Mortensen
Sigurd Haugen
Janni Serra
Tobias Bech